Bøger & Magasiner

Her bringer vi anmeldelser af udvalgte bøger & blade udfra kriteriet "hvem har læst hvad", du kan finde anmeldelser af andre bøger og blade på Vespa Scooter Obsession. Vi modtager også gerne dine anmeldelser af bøger, som vi endnu ikke har fået skrevet om.

Classic Scooters
Mike Webster - Parragon 1997 ISBN 0-75252-082-2 - £4 / kr. 65,00 (udsalg i Magasin)

En fremragende, billig, bog der ud over de mest gængse Vespa- og  Lambretta-modeller i tekst og (flotte) billeder dækker nogle af de mere sjældne og obskure scootere som fx den cigar-formede Piatti og Jens Lyn's favorit-maskine, "Bilen på to hjul": Maico Mobil. Lige til at lægge frem på sofabordet.
Søren Kristensen

Motorscooters Buyer's Guide
Michael Dregni & Eric Dregni - Motorbooks International, USA 1993 ISBN 0-87938-791-2 - £ 12

Hvis man endnu går og overvejer hvilken scooter man skal erhverve sig er her en perfekt vejledning. Bogen gennemgår mere eller mindre intenst næsten alle scooter-mærker igennem tiderne, med hovedvægten på Vespa, Lambretta og Cushman. Personligt kunne jeg godt undvære alle de amerikanske og alle de pre-1945-producerede modeller, men det er da interessant nok at vide lidt om, at scooteren er en del årtier ældre end den første Vespa. De to forfattere har givet hver model eller model-serie op til fem stjerner som hurtig indikation på deres foretrukne scootere. Bogen har iøvrigt en fin indledning til hele scooter-fænomentet og er fyldt med udmærkede sort/hvide billeder. Den er generelt temmelig velskrevet, ofte med et glimt af humor, og ofte tydeligvis med faglig expertise. Denne bog er præcis det den udgiver sig for at være - en guide for køberen.
Allan Juul


Klassiske Scootere
Villy Poulsen - Forlaget Classic, 2000 ISBN 87-89792-35-1 - kr. 198.

Nu er der endelig kommet en bog på dansk med en rimeligt systematisk gennemgang af de vigtigste scootermærker.Bogen er skrevet af Villy Poulsen, som er kendt for sine mange bøger om klassiske motorcykler. Villy Poulsen skriver med en personlig tone, og det er i og for sig positivt, men det gør også at bogen virker noget ujævnt disponeret. Han bruger f.ex. hele 3 sider på en Velocette politi-motorcykel, mens Velocettes egentlige scootermodel, den fornemme Viceroy blot levnes et par linier. Men bogen skal anbefales alligevel, for den bidrager med et par yderligere facetter af scooterens historie, som jeg ikke har set i andre bøger. Der er f.ex. et afsnit om noget, der ligner en scooterversion af MZ 150ES (oveni købet med en fin original anhænger), og om en trehjulet ladversion af Goggo-scooteren, kaldet "Goggo Truck" - de modeller er ikke engang omtalt i den tyske bog "Deutche Motorroller". Bogens styrke er nok den lokale vinkel. Måske er det ikke altid lige interessant at høre, hvem der importerede hvilke scootere, men de mange fine gengivelser af samtidige danske brochurer er guld værd. På den måde er bogen virkelig med til at give et billede af, hvorfor man som dansk scooterkører f.ex. valgte at køre Dürkopp Diana fremfor Goggo, eller måske omvendt... Sidst i bogen er der et afsnit om danske scootere, og det er interessant - selvom de fleste nu var knallerter. Vidste du måske, at der har været en danskbygget scooter med navnet Starut?
Kim Borreby

Scooter Mania
Eric Dregni, 96 s. 10£, Motorbooks

Endnu en bog der følger opskriften med afsnit om de tidlige år, scootere fra forskellige lande, og i forskellige kulturer. Den skiller sig dog ud ved at have et langt afsnit om amerikanske mærker, bl.a. den forrygende Salsbury i fuldt ubekymret jet age-design, og generelt have mange billeder af scootere man ellers sjældent ser, fx den italienske Ducati Cruiser, den tyske Bastert, spanske Derbi, franske Terrot, polske Osa m. fl. Ydermere er de fleste billeder nutidige, og ikke bare gamle billeder fra brochurer som man ofte ser i andre bøger. Eric Dregni er en af forfatterne bag Motorscooters Buyer's Guide, og Scooter Mania er skrevet i samme uhøjtidelige stil.
Søren Kristensen


Scooterama
Alastair Walker, 96 s. 11£, Motorbooks

Flot illustreret bog med de første 2/3 omhandlende klassiske scootere og den sidste 1/3 nye. Hovedvægten blandt de gamle scootere er lagt på Vespa og Lambretta, men der er også korte afsnit om franske, tyske, engelske, japanske og amerikanske scootere, samt om mod-kultur.
Søren Kristensen

Motor Scooters - Colour Family Album
Andrea & David Sparrow, 96 s. 13£, Motorbooks

Fra serien der også indeholder bøger om Vespa og Lambretta. Ud over det traditionelle afsnit om førkrigstids-scootere, er det et noget usædvanligt udvalg man har valgt at beskæftige sig med: Peugeot, Piatti, Bitri (Holland), Gilera (nye), IWL og Zündapp. Det er forfriskende med en bog der ikke bekymrer sig om Vespa og Lambretta, på den anden side er det ikke en bog der kommer særligt vidt omkring. Sammenlignet med mange andre bøger ligger Motor Scooter's force udelukkende i beskrivelser af scootere du ellers ikke ser meget til andre steder - dvs. hvis du har en Peugeot S.157 eller en Bitri Sparta kan denne bog være noget for dig, ellers får du meget mere for pengene i mange andre bøger.
Søren Kristensen


Scooteren 2. udgave / Erik Ort Mortensen
H. Hirschsprungs Forlag, København 1957 - bogen skal nok findes antikvarisk.
Denne bog er bl.a. interessant fordi den udkom i 1955-57 - altså midt i scooterboomet. Vi får således præsenteret scooteren med samtidens nøgterne øjne. Bogen rummer en grundig teknisk gennemgang af hvordan en scooter fungerer (rigt illustreret med diagrammer og konstruktionstegninger), samt en præsentation af de mest udbredte scootere fra perioden incl. de fire førende kabinescootere Heinkel, Messerschmidt, BMW og Fuldamobil. I de mange år der gik før jeg endelig selv fik en scooter, var denne bog min primære kilde til viden og drømme om de forskellige scooter-modeller. Jeg lånte den på biblioteket mange gange indtil jeg købte min Vespa GL, hvor der selvfølgelig lå et exemplar i baggagerummet, så nu lugter min bogreol lidt af gammel twist og totakts-udstødning. Bogens motto er: "Økonomisk og sikrere kørsel opnår De ved teoretisk viden * Forlæng scooterens levetid" - mange af de scootere, som vi i dag kører på, har måske netop fået forlænget deres levetid takket være denne bog!
Kim Borreby

Motorcyklen blev redningen - Motorcykler i Danmark 1945-1965 / Mogens H. Damkier
Gyldendal, København 1998 ISBN: 87-00-30898-6 - kr. 248,00

Mogens H. Damkier er født i 1919 og var derfor en voksen mand, da de første scootere kom til landet efter krigen. Han har selv prøvekørt de fleste motorcykler og scootere, som blev importeret i årene 1945-1965 (altså netop dem vi bedst kan li' i Copenhagen Scooter Club), og i denne bog skriver han om dem. Bogen er bygget op med kapitler for hvert mærke (og det er mange!), og Damkier kommer med både historiske oplysninger om de forskellige mærkers baggrund, indsigtsfulde tekniske kommentarer samt personlige betragtninger om de enkelte modellers egenskaber. Bogen er formentlig delvis baseret på Damkier's mange test-beretninger bl.a. bragt i hans eget blad "Skandinavisk Motor Journal", og det er jo helt fint, for Damkier skriver som altid både meget seriøst og veloplagt - respekt for det! Dette er nok den bedste danske bog om emnet.
Kim Borreby


Vespa: An Illustrated History / Eric Brockway
Haynes, England 1993 ISBN: 0-85429-892-4 - £ 13,50 hos Scootering Magazine Pas på - titlen på denne bog snyder. Da jeg bestilte den via Scootering Magazine regnede jeg med at dette var den ultimative illustrerede Vespa historiebog med en systematisk gennemgang af Vespa scooterens udvikling incl. billeder af alle de forskellige modeller (en sådan bog leder jeg stadig efter, giv gerne besked hvis du finder den). I stedet er denne bog en meget personlig kommenteret billedbog skrevet af en af dem, der var tilknyttet den engelske licens-produktion af Vespa scootere. Bevares - der er mange interessante og sjove fotos, men bogen er fuldstændig rodet og koncentrerer sig altså udelukkende om Vespa's historie i England set fra det firma der solgte scooteren. Kim Borreby

Innocenti Lambretta Colour Family Album / Andrea & David Sparrow
Veloce Publishing PLC  1997 ISBN 1-874105-77-4 - £ 13 / $ 20.
En udmærket bog om Lambretta-scootere, der især udmærker sig ved mange nutidige farvebilleder af et bredt udvalg af modeller, heriblandt A-F-serien, 3-hjulere, Lambro'er og sågar knallerter og en Mink - en bil bygget omkring en SX 200-motor. Alle motiverne er opstillede, hvilket resulterer i nogle meget flotte, men noget miljø-forladte billeder. Langt de fleste scootere i bogen er standard-modeller, men der er billeder af et par
custom-modeller, bl.a den berømte "Jimmy's Scooter" fra "Quadrophenia", med tilhørende historie om, hvordan den nuværende ejer fik fat i den. Teksten dækker mærkets historie, inkl. fabrikkerne i Spanien og Indien, men stort set ikke scooter-scenen, mod-kultur etc. I samme serie findes titlerne "Vespa" og "Motor Scooters".
Søren Kristensen


Bogen er nu udkommet i engelsk udgave til ca. 40£.

Innocenti Lambretta / Vittorio Tessera
Giordio Nada Editore 1996, ISBN 88-7911-149-3 - £ 40 Hvorfor  købe denne bog når man ikke kan andre ord end "ciao" og café latte" på italiensk? Forfatteren Vittorio Tessera er velsagtens den nulevende person, der ved mest om Lambretta og Lambrettaens historie. Han bor og driver sin scooter-butik i Lambrettaens hjemby, Milano. Så vidt jeg kan se er der en temmelig dybtgående gennemgang af historien fra stifteren Ferdinando Innocentis barndom til den sidste DL200E, inklusive de tre-hjulede "lastbiler" og diverse aldrig lancerede prototyper. Der er billeder fra Lambrettaens barndom, adskillige statistiker over Lambrettaens rekorder og den italienske fabriks prouktionstal. Derudover selvfølgelig et hav af billeder - hovedsaligt i s/h - af den ene lækre model (meget passende ord) efter den anden, både set udefra men også indefra. Slutteligt er der specifikationer på alle modellerne og det er nok her den er mest brugbar for alle os, der ikke fik indført italiensk som obligatorisk fag i skolen. Allan Juul

Magasiner
Scootering Magazine - det førende scootermagasin, prøv om du kan få DSB-kiosken til at tage det hjem!
Scoot! Quarterly er et relativt nyt blad udsprunget af scootermiljøet i San Francisco.


 Udvalgte scooter-boghandler på nettet
Birger's billige bilbøger god til originale manualer
Scootering Magazine  fører en del scooterbøger
Vespa Motorsport en amerikansk scooterbutik med bogsalg
Motor Books er en specialiseret motorboghandel i England
Motorbooks.com
Amazon - verdens største boghandel har selvfølgelig også en del scooterbøger
Det er nemt, at købe bøger via internettet, men husk at regne med fragtomkostningerne, og bemærk at forsendelserne checkes af toldvæsenet, som opkræver dansk moms af bøger købt undenfor EU. I Danmark kan Køsters Motorboghandel i Randers anbefales som en af de eneste boghandler, der har et seriøst udvalg af motorlitteratur - telefon: 8642 6613.
Forlaget Classic forhandler udover deres egne bøger om klassiske scootere, motorcykler og biler også diverse originale brochurer, reservedelskataloger og manualer.